Utålmodighed..

Kender I det? Man ligger bagved en eller anden skovl, der kører 70, hvor man må køre 90?? Jeg kan blive SÅ hidsig, så jeg slår i rattet og ligefrem råber af ham! KOM NU AFSTED! Og det måske endda selv om det kun gør en forskel på et halvt minut.. Tåbeligt, ikke? Det er jo en lille bitte bagatel!

Forestil jer så at I har ventet på to ønskebørn fra Colombia i knap 4 år, uden at vide hvornår det ender. Og målstregen er bare rykket længere væk for tit. Hvor højt er det passende at råbe og skrige af utålmodighed? Og hvem skal man lige skrige af? Frustration er ikke ordet!  

Vi er i dag heldigvis rykket en plads mere, så nu er vi nok nr. 14. Det har været en streng uges tid hvor min tålmodighed igen har været sat på prøve - der er slet ikke sket noget som helst. Det skulle der! Det burde der! Men endelig i dag ser vi igen lidt bevægelse. Det er stadig for langsomt, selvfølgelig, men det er da bedre end stilstand.

I dag gider jeg ikke skrige. Vil for et kort øjeblik lade utålmodigheden forlade kroppen og forsøge at overbevise mig selv om at DET FAKTISK SKER engang.  

Kh Gitte.