The eye of the tiger.

Endnu en uge er gået. Intet er sket, så vidt vi ved. Så nok om ventelistenumre for nu.

Hvor mon vi er, når vi engang endelig får opkaldet? I Brugsen og besvimer lige dér ved kassen? På arbejde, midt i et møde, hvor jeg begynder at tudbrøle? Ude at gå tur med hunden så jeg skriger ud over hele Vig by? Erfaringen viser, at mange ikke kan huske ret meget af det telefonopkald. Jeg har skrevet mig en huskeseddel, men den kan jeg sikkert ikke engang huske hvor er, når det sker... Og tænk, når vi ser billederne af vores børn for første gang. Det bliver så stort og så surrealistisk. Den dag kan slet ikke fejres nok! Som Jeppe i baronens seng. Drømmer jeg eller er jeg vågen? Er det virkelig vores børn? Er det virkelig sandt? Vi kommer til at stirre på de billeder 24 timer i døgnet!

Og så venter rejsen. Overdragelsen hvor vi endelig får børnene. Vi har joket med at jeg ta´r den ene på armen, Stefan den anden og så spurter vi ellers så hurtigt som mulig af sted med dem! Nu er de fandme vores og vores liv sammen kan ikke vente et sekund længere! Det bliver et meget bevæget øjeblik. Vi har glædet os så længe, men det bliver jo ikke en forløsning af dimensioner fra begge sider; kun fra vores. Vi må møde dem med forsigtighed og ydmyghed.

Tre gange har vi indtil nu stået i lufthavnen efter en ferie, hvor jeg har kigget længselsfuldt over mod modtagelsen og tænkt, at NÆSTE GANG vi er her, så er det med to børn i favnen. Tre gange.. Måske næste gang? Forhåbentlig står familien der med flag og champagne. Jeg kan tude bare ved tanken om den glæde det vil være! Det bliver en forløsning igen at stå på dansk jord og uanset hvor trætte vi er efter den lange flyvetur, er jeg sikker på jeg bliver overvældet af ren lykke. Familien er vokset!  

Når jeg læser andre folks historier, så ER det lykke der venter os. Det er også hårdt arbejde, men det tager vi med. For engang holder jeg min søn eller datter (eller en af hverJ) i hånden. Engang mærker jeg deres arme om min hals. Og engang mærker jeg dem søge til mig for tryghed.  

Se, på et tidspunkt forsvinder dette ventehelvede som dug for solen og vi har glemt alt om hvor slemt det egentlig var. For i sidste ende bliver det ALT værdJ

Årene går..

I går var det præcist 4 år siden vi blev godkendt til at adoptere. Dengang gjaldt en godkendelse 4 år (altså, reelt kun 2 år, men med mulighed for 2 års forlængelse). Gudskelov blev det ændret i mellemtiden, så den nu gælder i alt 5 år.

Nu har vi et år tilbage at løbe på. Vi kan søge helt forfra igen (uden at miste pladsen på ventelisten), hvis det skulle gå så galt. Godkendelsen tager tid og skal gerne afløse eller overlappe den anden lidt. Vi giver det lige nogle måneder endnu inden vi bevæger os ud i det igen – og håber inderligt det så er blevet overflødigt.

Vi er langt fra de eneste i den situation. På de fire år er ventetiden i både Colombia og fx Kina steget eksplosivt.  Vi har bare ramt ind i det værst tænkelige tidspunkt.

Vi er måske rykket en plads mere til nr. 11, men det er usikkert. Et par fra Frankrig, godkendt i samme måned som os er lige blevet slettet af listen (fordi de fik barn af anden vej, ikke fra Colombia).  Vi er fra d. 23. i den måned, så oddsene er størst for, at de er godkendt før os. Vi har endnu ingen nyheder fra hende fra Spanien, der i nogle uger nu har været nr. 1. Vi håber hun er sendt i region og bare ikke har fået besked endnu. For ellers er der slet ikke sket nogen fremdrift i de sidste 2-3 uger og det er bare absurd!

Jeg har endnu engang spurgt vores sagsbehandler, om de har nogen ide om, hvorfor det dog er gået så langsomt de sidste 9 måneder. Jeg har (surprise!) ikke fået svar. Det er muligt, at det er Colombia der ikke fortæller dem noget, og at det ikke kan være anderledes.  Det ville vel også være et svar. OK, der er kun gået to arbejdsdage siden jeg spurgte, så hun får lige et par dage mere. .

På den spanske hjemmeside er der nogen der har fået at vide fra Colombia, at der har været en generel nedgang i formidlingen, fordi der har været flere nationale adoptioner i en periode. De kommer altid foran os udenlandske. Om det gælder vores venteliste ved vi ikke. Under alle omstændigheder har Colombia sagt, at de forventer der snart igen kommer normale tilstande, så det kan vi da egentlig godt håbe..

Så kom der info

Vi har nu fået vores officielle nummer på ventelisten fra Colombia – og vi er stadig nr. 12. Hvis du har læst det forrige indlæg vil du vide, at det er skrækscenariet, der er blevet til virkelighed. Vi har ikke fået andet at vide. Intet om hvorfor det nu går så langsomt på 9. måned, eller om det forventes at fortsætte sådan. Det er dybt frustrerende!

Nr. 12, ja, hvad betyder det? En af de garvede adoptanter mener stadig godt, vi kan regne med, at der kun er et par måneder endnu. At der som altid kommer lidt mere gang i det her i foråret. Men problemet er, at vi ikke VED det. Vi ved, at der allerede burde være kommet gang i det igen, men det er der tydeligvis ikke. Vi kan altså kun håbe. Alternativt skal vi ”bare” indstille os på, at der går 4-6 måneder endnu. Jo tak! Men det er både helt uforståeligt og helt uoverskueligt.

Sikke noget l…

Kom forår!

Vi er SÅ færdige med de vintermåneder her! Nu må foråret gerne komme godt i gang! Fugle der synger, blomster der springer ud, lys og solskin – og tør man mon håbe.. Familieforøgelse?

Vi er rykket endnu en plads og er nok nr. 12 nu (ud fra spanske oplysninger). Det er ikke imponerende, men den rigtige vej.

På den ene side betyder det, at vi kun er rykket 7 pladser de sidste 2½ måned. Med den hastighed tager det 4 måneder endnu.. Eij, det orker vi da ikke!

På den anden side er de 4 pladser faktisk sket på knap 3 uger. Og inden da var det jo forventeligt langsomt pga ferien. Med den hastighed tager det ”kun” 2 måneder endnu. Bedre, men stadig for langsomt..

Men hvad med boomet? Det er ikke kommet og vi kan heller ikke være sikre på at det overhovedet kommer. Men måske gør det, og så kan det blive endnu før. Se, det er dét, vi håber på!

Vores kontaktperson i Colombia har møde med myndighederne her d. 8. marts og vil så spørge direkte ind til vores sag.

Skrækscenariet er at få at vide, at vi er nr. 10 eller mere.

Ønskescenariet er at få at vide, at vi er nr. 5 eller endnu mindre.  

Derimellem er det bare sådan lidt ”nåh”. Det siger ikke rigtigt noget om, hvad vi så kan forvente.

Vi kan faktisk godt være over nr 10 (eller 12 som vi tror vi er lige nu, for den sags skyld), hvis der fx er nogen der har overhalet os indenom ved at skifte venteliste fra et til to børn. Vi kan faktisk også godt være nr 5 eller mindre, hvis nu der er blevet plukket lidt sager ud i top ti, så der ikke længere er de 11 pladser vi regner med mellem os og nr 1 (fra Spanien). Vi ved jo bare, at der var 11 pladser imellem os i december.

Synes du der er mange tal på den her hjemmeside?? Tja, hvad kan jeg sige, jeg er jo matematiker.. Før var primtal mine favorit-tal – men det er vist nu overhalet af tallet 0.. Hvem der bare var nummer 0!

Kh Gitte.