Endnu en uge er gået. Intet er sket, så vidt vi ved. Så nok om ventelistenumre for nu.
Hvor mon vi er, når vi engang endelig får opkaldet? I Brugsen og besvimer lige dér ved kassen? På arbejde, midt i et møde, hvor jeg begynder at tudbrøle? Ude at gå tur med hunden så jeg skriger ud over hele Vig by? Erfaringen viser, at mange ikke kan huske ret meget af det telefonopkald. Jeg har skrevet mig en huskeseddel, men den kan jeg sikkert ikke engang huske hvor er, når det sker... Og tænk, når vi ser billederne af vores børn for første gang. Det bliver så stort og så surrealistisk. Den dag kan slet ikke fejres nok! Som Jeppe i baronens seng. Drømmer jeg eller er jeg vågen? Er det virkelig vores børn? Er det virkelig sandt? Vi kommer til at stirre på de billeder 24 timer i døgnet!
Og så venter rejsen. Overdragelsen hvor vi endelig får børnene. Vi har joket med at jeg ta´r den ene på armen, Stefan den anden og så spurter vi ellers så hurtigt som mulig af sted med dem! Nu er de fandme vores og vores liv sammen kan ikke vente et sekund længere! Det bliver et meget bevæget øjeblik. Vi har glædet os så længe, men det bliver jo ikke en forløsning af dimensioner fra begge sider; kun fra vores. Vi må møde dem med forsigtighed og ydmyghed.
Tre gange har vi indtil nu stået i lufthavnen efter en ferie, hvor jeg har kigget længselsfuldt over mod modtagelsen og tænkt, at NÆSTE GANG vi er her, så er det med to børn i favnen. Tre gange.. Måske næste gang? Forhåbentlig står familien der med flag og champagne. Jeg kan tude bare ved tanken om den glæde det vil være! Det bliver en forløsning igen at stå på dansk jord og uanset hvor trætte vi er efter den lange flyvetur, er jeg sikker på jeg bliver overvældet af ren lykke. Familien er vokset!
Når jeg læser andre folks historier, så ER det lykke der venter os. Det er også hårdt arbejde, men det tager vi med. For engang holder jeg min søn eller datter (eller en af hverJ) i hånden. Engang mærker jeg deres arme om min hals. Og engang mærker jeg dem søge til mig for tryghed.
Se, på et tidspunkt forsvinder dette ventehelvede som dug for solen og vi har glemt alt om hvor slemt det egentlig var. For i sidste ende bliver det ALT værdJ
Ingen kommentarer:
Send en kommentar