Vi har fået nyt officielt ventelistenummer. Vi er nr 7 i Colombia. Vi havde regnet med at være nr 6, men det var da ikke skudt helt ved siden af. Det er ikke spor imponerende - kun 5 pladser på 3 måneder er vi rykket. Men når vi lige tænker efter, så er det stort set et uændret tempo. Der har reelt været 8 sager sendt ud i region i de sidste tre måneder. Vi er bare kun rykket fem pladser, fordi det var to ”2.gangs-sager” der blev sendt ud, og så var der også lige nogen der skiftede liste, så vi mistede et ryk. Men reelt altså 8 udsendelser. Vi rykkede 7 pladser i de tre måneder lige før, så det må vel siges at ha´ fundet et stabilt – men meget lavt – leje. Prognosen er derfor nu 3-4 måneder til udsendelse i region. IGEN! Det var det altså også for et år siden! Men nu er vi i det mindste så tæt på, at det næppe kan forsinkes meget mere...??..
Der er selvfølgelig også håb for at det går hurtigere.. Vi har absolut ikke glemt, at vi lige inden jul faktisk rykkede 12 pladser på én måned! Vi har kun brug for godt og vel det halve! Kom nuuuuu!
Allerhelst skal det ske LIGE NU! Hvis vi ser bort fra det åbenlyse faktum at vi bare virkelig, virkelig, VIIIRKELIG ønsker det, så ville det altså også lette os fra en del besværligheder. Det er en dræber at skulle begynde forfra med godkendelsen. Det er mildt sagt grotesk, at vi her 5 år efter vi skrev den første ansøgning igen skal sidde og skrive hvorfor vi mon ønsker at adoptere! Og igen skal fremlægge alle gamle sygehistorier, familieforhold og jobbeskrivelser! Og igen skal på kursus. Og igen skal interviewes og undersøges på kryds og tværs. Hvorfor kan man ikke nøjes med opdateringer af alt det de allerede ved? Grrr! Nå, men situationen er også relativ ny for statsforvaltningen, så de har nok ikke lige overvejet at optimere på den tåbelige bureaukratiske proces endnu. Vi må leve med det.
Og så er der jo Stefans kommende fyring; den lurer lige om hjørnet. Når man adopterer fra Colombia må manden ikke være arbejdsløs(!). Han finder næppe nyt arbejde med så korte udsigter til adoptionen. Det kan vi nu godt ordne, for han kan få sit momsnummer igen, men det er ikke lige et ønske-scenarie. Under alle omstændigheder mister han løn under udrejse og under orloven og det render altså op. Det skal vi nok overleve, men det er alligevel bittert at timingen er så ufattelig dårlig. Der skulle SÅ lidt til for at det ville ha´ gået godt i stedet for, æv!
Vi har efterhånden slugt ret mange kameler på vejen, så lad os da bare tage et par stykker mere! De kameler er nok glemt, når vi til sidst står med børnene i armeneJ
Ingen kommentarer:
Send en kommentar