What a difference a day makes!

Tirsdag startede med de sædvanlige frustrationer. På knap 2 måneder var vi kun rykket én plads (hvad vi vidste af) og det var mildt sagt opslidende. Da de sædvanlige adoptions-nyheds-hjemmesider var tjekket ca. tre gange den morgen, ja, så mailede jeg af ren desperation til vores sagsbehandler. Vi vidste hun lige var kommet tilbage fra ferie, så det kunne jo være der var landet noget nyt på hendes bord i den periode.. Men håbet var der faktisk ikke rigtig, for vi havde jo ikke hørt om andre foran os, der var rykket.

Hvad skete der? Kort tid efter, kl. 11.00 tikkede en mail ind med ordene:

” Ja, jeg har meget glædeligt nyt til jer. Jeres sag er nemlig blevet sendt i region. Den er sendt til regionen Cali.”

Jeg sad her ved spisebordet, alene hjemme, Stefan var på golfbanen. Min hjerne og hjerte fordøjede ordene ”glædeligt” og ”region Cali”. Det tog sikkert kun et splitsekund, men det føltes som slowmotion, som en champagneflaske hvor trykket stiger for til sidst at poppe! Og så kom det! Skriget! Jeg skreg og jeg skreg mens tårerne stod ned af kinderne og jeg hoppede rundt i stuen! Bastian (vores hund) blev helt bange og naboerne kiggede ind af vinduerne; de troede vel jeg var ved at dø! Jeg rystede på hænderne, mens jeg stadig med skrig og gråd fik tastet Stefans nummer. Han fik en meget højlydt hustru i røret, men budskabet kom frem! Og pludselig kunne han ikke ramme en golfbold rigtigt mere, så mens han vendte bilen hjemad fik jeg ringet rundt, grint og grædt på den gode måde, mere end nogensinde!

Så blev champagnen åbnet! Og Stefan overtalte mig til liiiige at ringe til sagsbehandleren, for det ville jo være ”rart” at vide, om der var mere hun kunne fortælle..

OG DET VAR DER! Jeg spurgte hende direkte om de ”bare” havde fået at vide vi var sendt i region, eller om de vidste det, fordi der måske allerede var en matchning i gang.. Altså, måske havde de modtaget papirer og oplysninger om børnene.. Der blev helt stille i den anden ende… Hun vævede længe… De er ikke meget for at fortælle noget, før tingene er helt på plads.. Men Stefan hviskede til mig at det jo var vigtigt at vide hvad vi havde i udsigt pga. hans nye arbejde.. Det sagde jeg så, og som svar kom så endeligt ordene: ”JO; DER ER MATCHET TIL JER!!!!!!!! Men jeg synes ikke I skal vide mere endnu…”

Hvad betyder det??? Det betyder at vores sagsbehandler allerede ved hvem vores børn er.. Alder, køn, alt… Det eneste der mangler er papirarbejde.. Først når det er på plads får vi det magiske opkald med alle detaljerne. Men det betyder også at vi IKKE skal frygte at rådne op i en region i 6 måneder. Vi ved nu at opkaldet kommer inden længe. Normalen er en måneds tid og det bliver næppe to hele måneder.

Det er ufatteligt! Vi er ikke længere på venteliste! 4 år, 4 måneder og 2 uger, blev det til! På et splitsekund blev gråvejret vendt til det lyseste solskin! Alle siger at den ventetid der kommer nu er den værste af alle! Selvfølgelig er vi også allerede mega-nysgerrige.. Hvem er vores børn mon?? Og inden længe vil det sikkert gå over i et savn, fordi vi ved de lever, de eksisterer, de ER der, men ikke hos os endnu.. Men den tid, den sorg. Lige nu er vi bare så lettede, så lykkelige, så ubeskriveligt glade! Vi kan se en ende på det!

VI ER SENDT I REGION!!!

SÅ SKETE DET!!! VI ER SENDT I REGION! Vi er uden tvivl de lykkeligste i verden!

J J J J J J J J

Vi ved at det er en region der hedder Cali, men ikke andet! Der kan gå alt fra 2 dage til et halvt år før vi endelig får det magiske opkald med børn i forslag, men vi er kommet et KÆMPE skridt nærmere!
Ufatteligt! Jeg er FULDKOMMEN rundt på gulvet!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! Sikke en lykke!!!!!!!!!!!

Er plejer mon død?

I dag er det 4 år og 4 måneder siden vi blev godkendt. Vi er lige rykket en plads og er nu nok nr. 6. Det er ikke sådan helt til at juble over – én plads på fem uger! Men vi har før været ude for, at det stod totalt stille i 6 uger. Hvis det går som ”det plejer”, vil de stille perioder udjævnes over et par måneder og gennemsnitligt bliver det alligevel til et par pladser om måneden. Nogen siger godt nok at ”plejer” er død; jeg ved det ikke; jeg er lidt i tvivl... Hvis "plejer" lever, så rykker vi nok inden længe igen. Og i hvert fald er vi da lidt nærmere nu. I baghovedet sidder optimisten og hvisker til mig, at vi skal huske at det i oktober måned pludseligt rykkede 12 pladser helt øverst på listen… Uhhh, bare det halve ville være nok nuJ Lige nu, tak! Realisten siger stadig bare, at der nok er 3 måneder endnu…

Vi har fået den tvivlsomme ære af at være blevet indkaldt til ny fase 1-samtale d. 19. september. Ikke at vi er bekymrede for den; det er bare så trættende at skulle starte forfra med godkendelsen. Jeg har snakket med sagsbehandleren, og hun mener, vi så liiiige kan nå det her sær-kursus der er lavet for os ”heldige”, der godkendes på ny uden at ha´ fået børn endnu. Det ligger d. 7. og 8. oktober. Det var ret vigtigt for os at komme på netop dét kursus. Det ville simpelthen ha´ været for meget at skulle sidde sammen med en bunke førstegangsansøgere, der stadig er i overvejelsesfasen. Men det lader heldigvis til at kunne lade sig gøre. Super. At det så er endnu 5000 kr der skal op af lommen og at kurset i virkeligheden på nuværende tidspunkt er ret overflødigt for os, pyt, det tager vi da med..

Hmm, jeg kan se at jeg lige har brugt ordet ”heldigvis” i forbindelse med den nye godkendelse efter så lang tids venten... Det bør vel ikke engang blive kaldt held, hvis vi i stedet faktisk får vores børn inden da?? Come on, Colombia!

Tiden går

Tænk at halvdelen af 2011 er passeret! Det er næsten ikke til at fatte. Ikke at jeg vil påstå at det er gået hurtigt, og det er jo normalerweise absolut heller ikke noget at ønske sig. Men tiden er alligevel gået, og vi er da tættere på vores børn nu end for et halvt år siden, selv om vi i tankerne faktisk kun har været tre måneder væk fra dem i et helt år nu..

Der er lige kommet børn i vores kategori. Vi rykker ikke lige på ventelisten pga. det, men så er der da ryddet en sag af vejen, og der er plads til flere i region – hvis der altså er børn derude. Det var en ret gammel sag, og det lader til at de har været i region i  8-10 måneder! Det er fuldstændig vanvittigt! Noget tyder på at de der lange ophold i region sker lidt oftere på søskendeventelisten, og det er forståeligt nok, når der tydeligvis er så få søskendepar. Men derfor er det stadig umenneskeligt! Jeg håber inderligt ikke det sker for os! Så vidt jeg ved, er der ikke andre fra Danmark der har oplevet det, men hvad ved jeg… Det er jo over halvandet år siden der sidst kom søskende til Danmark og der kan jo have ændret sig.

I denne uge er vi kommet forbi den sidste magiske talrække… I mandags havde vi ventet 4 år, 3 måneder, 2 uger, 1 dag.. 4-3-2-1.. Tænkte at der måtte være held ved den dag- man er vel en tal-nørd..;-) Men nej... Og nu holder vores sagsbehandler ferie i tre uger, så vi kan være ret sikre på ikke at høre noget om vores sag det næste stykke tid. Skulle der ligefrem være BIF til os, så er der en anden sagsbehandler der sørger for det, men det er der jo ikke, når vi ikke engang er sendt i region endnu. Næh, juli kommer også til at passere uden forløsning.

Fra nr. 115 til 7 på halvandet år. Det lyder egentligt meget godt, gør det ikke? Som om vi må være meget tæt på nu. Men ingen havde gennemskuet, hvor langsomt det går her i toppen. Der skal så ekstremt lidt til for at det bliver vores tur, og alligevel er der sikkert flere måneder endnu. Vi har da vist fortjent en præmie i udholdenhed efter det her…