Åh, at være forældre!

Dagen i går var fuldkommen surrealistisk! Stefan fik det magiske opkald lige inden han skulle ud af døren. Jeg var taget på arbejde hvor jeg kæmpede med at holde koncentrationen, for der var kun én ting i hovedet.... Stefan ringede lige efter og sagde ”nu kan du godt komme hjem!!” Jeg ved ikke om jeg skreg eller råbte eller hvad jeg egentlig gjorde, men i hvert fald rystede hele jorden under mig og jeg kunne pludselig ikke stå på benene! Jeg ved at jeg på et tidspunkt plantede mig på gulvet… Jeg var paf! Stefan fortalte om vores to sønner, men jeg var slet ikke i stand til at opfatte detaljerne i det han sagde! Godt at det var ham der tog imod opkaldet; jeg havde været en ret dårlig formidler hvis det var mig! En kollega kørte mig hjem  - og tusind tak for det; det havde da været livsfarligt hvis jeg skulle køre bil! Jeg kunne knap nok sætte et ben foran det andet! 

Herhjemme måtte vi vente en evighed før mailen med billederne endelig kom…. OK, måske var det kun en halv time, men det føltes altså som rigtig lang tid! Vi trykkede konstant på ”opdatér” i indbakken… Endelig var den der…. Og vi kunne se vores sønner for første gang! Sikke en oplevelse! Og ja, jeg skal nok sætte billeder ind af dem her så snart jeg kan; jeg skal bare lige sikre mig at det er OK først.

Selvfølgelig er Sebastian og David de dejligste drenge i hele verden, ingen tvivl om detJ Sebastian er lige fyldt 4 år og David er 2 år og 3 måneder.

Så blev der ellers læst papirer om dem og hver eneste linje blev slugt. De lader til at være et par skønne drenge! Vi får faktisk ret mange detaljer at vide om hvordan de er. Der var bl.a. et skema med en masse beskrivende ord, hvor der så var krydset af hvad der passer til dem. Vi morede os specielt over feltet ”kan være sød og strid?”.. Der var sat kryds i ”ofte” for dem begge… He, he, ja, men hvad er de så mest?? Søde eller stride?? Det må tiden viseJ

Vi måtte bagefter så i gang med at ordne de mest presserende papirer og få afsendt fotobogen. Vi var begge totalt udmattede af den følelsesmæssige oplevelse og hjernen fungerede ikke optimalt, så vi måtte ringe nogle gange til sagsbehandleren for at få det hele gjort rigtigt... Efter det praktiske var på plads kunne vi endelig fejre det hele med champagne og en fantastisk flaske rødvin hos Stefans far, søster og svoger. Det var en superdejlig og totalt sindsoprivende dag! Det er da helt hårdt sådan at blive forældre;-)

Følelsen har jeg simpelthen ikke ord til at beskrive! Det er vist stadig ikke helt gået op for os, at vi faktisk har fået to dejlige sønner! I nat vågnede jeg hvert 5. minut og måtte lige skæve over til sengebordet: Jo, den er god nok! Der ligger billederne af vores drenge! Det er ikke en drøm! Det tager vist lidt tid før det siver rigtigt ind!

Vi ved endnu ikke hvornår vi rejser og det får vi nok heller ikke at vide i denne uge. Men vi regner med at der går 4-6 uger inden der er afgang. Uh, det føles godt nok som lang tid at undvære drengene, men så må vi forsøge at udfylde tiden med at lave børneværelser og shoppe amokJ

Til sidst et tusind tak for alle jeres hilsner, blomster (inklusiv de sødeste mor-barn-barn-buketterJ), knus, tårer og alt andet vi har fåetY Det har været helt utroligt rørende med al den opbakning og det har været skønt at dele vores glæde med jer – langt om længe! Tusind tak for detJ

BREAKING NEWS

SÅ SKETE DET! Vi er blevet forældre til to drenge på 2 og 4!!! Det er fuldstændig vanvittigt fantastisk! Sidder lige nu og venter på mailen med billeder af dem - og ryster over det hele!!!!!!!!!!!!!

I morgen er der atter en dag..

Vi venter stadig bare på det magiske opkald... Ifølge sagsbehandleren går der normalt ca. 4 uger, og det er jo så gået nu… De første par uger gik hurtigt og var fyldt med lykke og ekstrem lettelse. Uge 3 var fuld af meget livlige sommerfugle i maven og forventningens glæde. Så kom uge 4, og den har altså været en lille bitte smule sværere. Stirrer konstant på uret og på telefonen…. Koncentrationen kan ligge på et meget lille sted…. Søvn er der virkelig ikke meget af…. Har prøvet at hypnotisere telefonen til at ringe – det hjalp da også, så jeg fik et chok af dimensioner, men det var bare ikke liiige dét opkald;-)… Minutterne snegler sig af sted, og når det er blevet fyraften er neglebidningen gået over i skuffelse i stedet…. Øv, heller ikke i dag. Men så i morgen måske?

Stefan snakkede med sagsbehandleren i mandags, bare sådan lige for at snage lidt… Hun sagde at alt gik planmæssigt og uden problemer, og at hun glædede sig til snart at ringe med gode nyheder.. Og så gik Gittemor selvfølgelig i tolknings-mode.. Hvad mener hun mon med det?? At hun ”håber” det er snart, eller at hun ”ved” det er snart?? Kan hun overhovedet vide noget som helst, før alt er på plads? Og hvad betyder ”planmæssigt”, når nu der faktisk er gået en måned uden papirerne er klar?? Er det virkelig sådan helt normalt at vente over en måned? Jeg har gransket lidt data fra 5 andre par og ud af dem var maximum ventetiden på 4 uger, resten kun et par uger. Vi runder 5 uger på tirsdag… Men det kan jo også skyldes, at vi tilfældigvis har kendt til matchningen længere tid end de gjorde; det ved vi jo ikke?? Måske tager lægepapirerne lidt længere tid, når det er søskende?? Hmmm, måske bliver vi nødt til at ringe og snage igen i næste uge..

Eller vi kunne jo også bare aftale at det magiske opkald kommer i morgen tidlig? Ja, lad os da satse på detJ

He, he...

Skrid, Stork Langeben…………….

Det er en selvhenter:-)

Om lidt, om lidt..

I ugerne der er gået har vi forberedt det vi kan, men det er egentlig ikke meget. Nu handler det mest om at få styr på alt det vi ikke lige får tid til, når vi får børn. Så Stefan lægger gulv herhjemme og jeg prøver intenst på at få afsluttet mine arbejdsopgaver inden min barsel. Alt foregår selvfølgelig med telefonen tæt på kroppen…;o)

Det kribler i mig efter at begynde at lave børneværelser og handle ind til ungerne, men det er svært, så længe vi ikke aner om det er drenge eller piger og hvor gamle de er. Det bliver ikke kønsneutralt her, så jeg må styre mig lidt.. Men det ene værelse er da blevet tømt, og der er klar til at komme farvelade på væggene. Spørg lige om vi har en anelse lyst til at ringe til sagsbehandleren og sige ”hør, altså, det er jo bare et praktisk spørgsmål: Skal vi male pink eller blåt”??

Vi har heldigvis fået en masse information fra vores søde medadoptant om rejsen til Colombia. Om byen Cali, hotellet, opholdet, det praktiske, vejret, og alt hvad dertil hører. Tusind tak, MieJ Vi sidder nu her tilbage og tænker bare, at vi er super-heldige at skulle til et så dejligt sted! At vi så ikke slipper for en lille indenrigs-flyvning på vejen dertil, det ofrer jeg faktisk gerne for at ende i så gode omgivelser! Hotellet er pænt og godt, har pool, og vejret i Cali er godt og sommerligt stort set året rundt, what´s not to like? Det lader til, at vi får de perfekte rammer til at lære vores børn at kende! Og generelt har Cali en rimelig hurtig sagsbehandling, så hvis alt går vel bliver rejsen måske kun på 4-5 uger i alt. Dejligt, for efter lidt tid begynder vi nok at ønske os hjem, så vi kan tage hul på vores hverdag sammen i vores eget hjemJ

Vi er endnu ikke blevet utålmodige, men er stadig bare lettede og glade! Nu går tingene sin gang - og gud, hvor er det SKØNT, at vi ikke længere er på venteliste og skal gå og spekulere over hvorfor det går så langsomt! Om et par uger begynder vi nok at blive bekymrede, hvis vi ikke har fået opkaldet, men indtil da ligger det helt indenfor normalen. Vi har snakket om at ringe til sagsbehandleren for at høre, om der er noget vi kan gøre klar, men ihh, jeg tør ikke! Når jeg først har hende i røret vil jeg lede efter et lille ord eller en sætning som afslører et eller andet om vores børn.. Jeg hører garanteret slet ikke det hun i virkeligheden siger... Og kan jeg dy mig for at spørge ind til det? Men jo mere vi ved om vores børn, jo sværere bliver den sidste ventetid; det kender vi flere der gerne skriver under på. Forestil dig at dine børn var på den anden side af jorden og du ikke vidste hvornår du kunne holde dem i armene. Rent praktisk gør det ikke nogen forskel, for de ER jo derovre i Colombia, men følelsesmæssigt betyder det meget. Så vi vil helst ikke vide mere før alt er på plads... Men det er fristende alligevel… Hold op, hvor vi glæder os!

Om lidt bliver vi sgu forældre! It´s a miracle!



Yes, fotobogen er klar

Vores absolut vigtigste projekt i det øjeblik vi blev sendt i region, blev at lave et fotoalbum til hver af vores børn. Det skal sendes til dem, når vi har fået dem i forslag, og altså inden vi selv tager derned. Jeg har snakket om at lave den i et par år, men motivationen har ikke rigtig været der, og billederne skulle jo nødig blive alt for forældede.. Men pludselig så verden jo helt anderledes ud og motivationen var tilbage! I, der kender mig, ved at mine kreative og kunstneriske evner kan ligge på et meget lille sted.. Heldigvis fik jeg ekstra inspiration til nogle sider fra en kær medadoptant (læs:tyvstjal;-)) og jeg er mildt sagt ret stolt over resultatet. Bamserne på forside og bagside er med på flere billeder. Forhåbentlig giver det børnene en slags rød tråd, at de ser bamserne både i deres egne arme og på billederne herhjemmefra.

Vi krydser fingre for at den spanske oversættelse er nogenlunde rigtig.. Udover de viste billeder, er der selvfølgelig også en masse billeder af familien. Det har været supersjovt at arbejde med bogen, og det er da fantastisk hvad man kan få lavet for små 300 kr!

Så nu kan vores kære sagsbehandler da bare komme med det magiske opkald! Vi er klar! Og telefonerne er sat på max volumen, genoplades hver eneste nat og er altid i nærheden - vi skal i hvert fald ikke gå ned på udstyr, når hun engang skal have fat i os..;-)