Vi venter stadig bare på det magiske opkald... Ifølge sagsbehandleren går der normalt ca. 4 uger, og det er jo så gået nu… De første par uger gik hurtigt og var fyldt med lykke og ekstrem lettelse. Uge 3 var fuld af meget livlige sommerfugle i maven og forventningens glæde. Så kom uge 4, og den har altså været en lille bitte smule sværere. Stirrer konstant på uret og på telefonen…. Koncentrationen kan ligge på et meget lille sted…. Søvn er der virkelig ikke meget af…. Har prøvet at hypnotisere telefonen til at ringe – det hjalp da også, så jeg fik et chok af dimensioner, men det var bare ikke liiige dét opkald;-)… Minutterne snegler sig af sted, og når det er blevet fyraften er neglebidningen gået over i skuffelse i stedet…. Øv, heller ikke i dag. Men så i morgen måske?
Stefan snakkede med sagsbehandleren i mandags, bare sådan lige for at snage lidt… Hun sagde at alt gik planmæssigt og uden problemer, og at hun glædede sig til snart at ringe med gode nyheder.. Og så gik Gittemor selvfølgelig i tolknings-mode.. Hvad mener hun mon med det?? At hun ”håber” det er snart, eller at hun ”ved” det er snart?? Kan hun overhovedet vide noget som helst, før alt er på plads? Og hvad betyder ”planmæssigt”, når nu der faktisk er gået en måned uden papirerne er klar?? Er det virkelig sådan helt normalt at vente over en måned? Jeg har gransket lidt data fra 5 andre par og ud af dem var maximum ventetiden på 4 uger, resten kun et par uger. Vi runder 5 uger på tirsdag… Men det kan jo også skyldes, at vi tilfældigvis har kendt til matchningen længere tid end de gjorde; det ved vi jo ikke?? Måske tager lægepapirerne lidt længere tid, når det er søskende?? Hmmm, måske bliver vi nødt til at ringe og snage igen i næste uge..
Eller vi kunne jo også bare aftale at det magiske opkald kommer i morgen tidlig? Ja, lad os da satse på detJ
Ingen kommentarer:
Send en kommentar