Om lidt, om lidt..

I ugerne der er gået har vi forberedt det vi kan, men det er egentlig ikke meget. Nu handler det mest om at få styr på alt det vi ikke lige får tid til, når vi får børn. Så Stefan lægger gulv herhjemme og jeg prøver intenst på at få afsluttet mine arbejdsopgaver inden min barsel. Alt foregår selvfølgelig med telefonen tæt på kroppen…;o)

Det kribler i mig efter at begynde at lave børneværelser og handle ind til ungerne, men det er svært, så længe vi ikke aner om det er drenge eller piger og hvor gamle de er. Det bliver ikke kønsneutralt her, så jeg må styre mig lidt.. Men det ene værelse er da blevet tømt, og der er klar til at komme farvelade på væggene. Spørg lige om vi har en anelse lyst til at ringe til sagsbehandleren og sige ”hør, altså, det er jo bare et praktisk spørgsmål: Skal vi male pink eller blåt”??

Vi har heldigvis fået en masse information fra vores søde medadoptant om rejsen til Colombia. Om byen Cali, hotellet, opholdet, det praktiske, vejret, og alt hvad dertil hører. Tusind tak, MieJ Vi sidder nu her tilbage og tænker bare, at vi er super-heldige at skulle til et så dejligt sted! At vi så ikke slipper for en lille indenrigs-flyvning på vejen dertil, det ofrer jeg faktisk gerne for at ende i så gode omgivelser! Hotellet er pænt og godt, har pool, og vejret i Cali er godt og sommerligt stort set året rundt, what´s not to like? Det lader til, at vi får de perfekte rammer til at lære vores børn at kende! Og generelt har Cali en rimelig hurtig sagsbehandling, så hvis alt går vel bliver rejsen måske kun på 4-5 uger i alt. Dejligt, for efter lidt tid begynder vi nok at ønske os hjem, så vi kan tage hul på vores hverdag sammen i vores eget hjemJ

Vi er endnu ikke blevet utålmodige, men er stadig bare lettede og glade! Nu går tingene sin gang - og gud, hvor er det SKØNT, at vi ikke længere er på venteliste og skal gå og spekulere over hvorfor det går så langsomt! Om et par uger begynder vi nok at blive bekymrede, hvis vi ikke har fået opkaldet, men indtil da ligger det helt indenfor normalen. Vi har snakket om at ringe til sagsbehandleren for at høre, om der er noget vi kan gøre klar, men ihh, jeg tør ikke! Når jeg først har hende i røret vil jeg lede efter et lille ord eller en sætning som afslører et eller andet om vores børn.. Jeg hører garanteret slet ikke det hun i virkeligheden siger... Og kan jeg dy mig for at spørge ind til det? Men jo mere vi ved om vores børn, jo sværere bliver den sidste ventetid; det kender vi flere der gerne skriver under på. Forestil dig at dine børn var på den anden side af jorden og du ikke vidste hvornår du kunne holde dem i armene. Rent praktisk gør det ikke nogen forskel, for de ER jo derovre i Colombia, men følelsesmæssigt betyder det meget. Så vi vil helst ikke vide mere før alt er på plads... Men det er fristende alligevel… Hold op, hvor vi glæder os!

Om lidt bliver vi sgu forældre! It´s a miracle!