onsdag den 14. september 2011

Jeg har lyyynende travlt…

..Men jeg ta´r den med roooo,
fantasti, fantasi, fantasien er go´!

Om 13 dage! Bare 13 dage og vi har vores drenge! Det kommer tættere og tættere på, både helt bogstaveligt, men også i krop og sind! Vi rejser søndag d. 25. tidligt om morgenen. Det er jo lige om lidt! Vi har kun 5 arbejdsdage tilbage hver, det er jo ingenting! Følelsen er fantastisk, og den vokser dag for dag: Spændingen, nervøsiteten, bekymringerne, panikken og sidst – men heldigvis størst – kærligheden og glædenJ

Vi er godt i gang med alt det praktiske, og der er et stykke vej endnu. Synes altså det er helt urimeligt at vi, der bliver forældre på denne måde, forventes at passe vores arbejde i sådan en periode lige efter nyheden.. Det kræver da vildt mange kræfter! I næste uge holder vi dog begge lidt fri og så håber vi at det giver lidt mere ro på det hele. Værelserne er i fremgang og bliver rigtig fine, synes vi, men vi har endnu ikke fået sengene eller hængt lamper op. Skal nok smide et billede eller to ind, når det er lidt mere færdigtJ

Vi havde håbet vi kunne vise billeder her på siden af de to dejlige drenge, men nej, det frarådes, så længe det juridiske ikke er på plads. Men send mig en mail, hvis I er nysgerrige, så skal vi nok sende billederne. Og selvfølgelig skal der nok komme masser af billeder af dem herinde, når først vi er i ColombiaJ

Ak, ja, billederne. Vores sønner! De er lamineret i flere eksemplarer og hver morgen og hver aften bliver de aet på kinden med et ”godmorgen, skat” og ”godnat, skat”. Der er kigget på de billeder så tit at de burde være slidt op.. Jo længere tid der går, jo mere ønsker jeg at vi havde flere billeder. Vi har kun ét billede af dem hver og i længden er det for lidt. Vi vil vide mere! Kende dem. Kende alle deres udtryk, ikke bare ét! Og hver dag kommer tanken: Gad vide om det er i dag de ser os (i fotobogen) for første gang.. Det giver et sug i maven. Gad vide hvad de tænker? Er de bange? Spændte? Forstår de det? Godt vi snart skal rejse!

Her kommer en lille smagsprøve på hvordan en overdragelse kan finde sted:
Jeg har slugt historien råt flere gange.. Hver gang er jeg blevet blød om hjertet og haft en tåre eller to i øjenkrogen, men nu resulterer den altså i et større vandfald, for om lidt er det faktisk OS! YYY

1 kommentar:

  1. Kære familien Winther.
    Jeg blev af en god ven gjort opmærksom på, at I her på jeres blog henviser til min artikel, der omhandler vores overdragelse af lille Vitus. Jeg blev så glad da jeg læste, at du har slugt historien råt flere gange. Det er dejligt at vide, at andre har glæde af vores lille historie. Jeg kan fortælle jer, at jeg nu også sidder med tårer i øjnene. Det er så fantastisk for jer, at I nu snart er på vej til Colombia efter jeres to sønner. Det er så ubeskriveligt og et helt fantastisk eventyr I nu skal opleve. Jeg sidder i skrivende stund med akkurat samme følelse, som da vi mødte Vitus første gang...
    Min mand og jeg vil ønske jer alt det bedste og håber, at vi må følge jer lidt her på jeres blog.
    De bedste hilsner fra Anne Dorte (Vitus mor :-))

    SvarSlet