Hverdag!

Så har vi været hjemme i fem dage og gud, hvor er det dejligtY

Allerede inden afrejsen fra Bogota var mor Gitte helt rørstrømsk ved tanken om at vi snart ville være hjemmeJ Flyveturen hjemad gik også sådan nogenlunde, men jeg blev dybt ulykkelig over at få at vide fra start at vi ikke ville kunne nå vores fly i Paris, fordi vi var forsinkede fra Bogota. Vi skulle så vente 7 timer i Paris! 7 timer! Og en arrogant fransk steward ville da ikke sørge for, at vi kom først ud af flyet, så vi havde større chance for at nå det, nej, herregud, så tag da det næste fly! Ja, det kan du da sagtens sige! Hele familien stod jo og ventede i Kastrup- og de fleste ville vi ikke kunne nå at få fat på, så gik vi nu glip af modtagelsen som vi havde set frem til i flere år???

Heldigvis gik det! For flyet fra Paris var også lidt forsinket, så vi nåede det! Det krævede dog fuld løb med børnene i armene gennem en lufthavn der virkede uendelig og forældrene svedte så det drev og havde ondt overalt - men vi nåede det!  Sikke en lettelse!

I lufthavnen stod familie og veninde (undtagen en ulykkelig søster der i febervildelse havde bestilt hendes flybillet fra Ålborg en måned senere) og det var meget rørende at komme gående som de stolte, nybagte forældre, og så står dem man holder af der og tager imod med flag og smil! Tusind tak fordi I komY Vi placerede ungerne i klapvognen og så blev de ellers fejret og fik et par biler i gaver som hittedeJ De var vist lidt overvældet, men tog det i stiv arm. Køreturen hjem gik også fint, selv om det var deres første møde med en autostol:-)

Vel hjemme var der heldigvis handlet ind til os, så vi kunne slappe lidt af, hvilket også tiltrængt, eftersom vi ikke havde sovet i evigheder. Drengene blev glade for deres værelser og rendte rundt og skulle udforske alt, selvfølgelig. De sov uroligt om natten, men de sovJ Næste morgen da Sebastian vågnede satte han sig lige op og gjorde store øjne... Så rendte han ud af sengen og ned til sit værelse. Kom tilbage ti sekunder senere med et stort smil på læben. Skulle han mon lige tjekke at det ikke var noget han havde drømt?

De første dage herhjemme er gået med at prøve at få en hverdag op at stå. Vi startede alle fire med at blive ordentlig forkølet ved hjemkomsten, men det er heldigvis ved at være forbi nu. Det var tilsyneladende dog kun forældrene der tabte energi af at være forkølet??? Vi begynder nu at mærke lidt mere ro over det hele. Drengene ser ud til at få lettere ved at koncentrere sig om én leg ad gangen, nu hvor de kender det hele. Vi forældre er overraskede over hvor lidt vi når.. Ha, ha, siger I sikkert, I var advaret.. Men vi er trods alt kommet i gang med at børnesikre de vigtigste skabe og vi har fået ordnet en del af de praktiske ting der følger med efter en adoption. Og så leget vi ellers bare! I dag har vi været en tur i skoven i dejligt, dejligt vejr. Det var et hit for ungerne; de elsker at være ude, også her i det kolde DanmarkJ

Igen tusind tak for alle jeres kommentarer; det er så dejligt at I har fulgt vores rejseY Jeg skal nok holde liv i bloggen lidt endnu, så I kan følge med, men af ren tidsnød bliver det nok ikke så ofte som før;-)  

Tænk, her sidder vi nu! Er endelig en familie på fire! Det er 5½ år siden vi skrev vores ansøgning om at adoptere. Det er jo vanvittigt! Men jeg vil til hver en tid skrive under på, at det man får til sidst; det er hele den rædselsfulde ventetid værdJ

P.S: Jeg nævnte tidligere at Sebastian havde lært at sige "nej, nej, nej", sikkert fordi han hørte det ret tit... Af samme årsag har han nu lært at sige "dygtiiiig";-)